Danmark er et yderst digitaliseret land. Men med det følger også en stor risiko for cyberangreb. Nu kan danske virksomheder få mulighed for i realtid at prøve, hvordan det er at blive udsat for et hackerangreb og få oplæring fra førende eksperter i, hvordan de bliver bedre rustet og beredte inden et angreb.
Det sker med et nyt initiativ: Hele Danmark Øver – som er en national cyberberedskabsøvelse, der sættes i gang i oktober og løber hele måneden, som også er den årlige Cybersikkerhedsmåned.
– Cybertruslen mod Danmark er meget høj. I CFCS kan vi se, at danske netværk kontinuerligt bliver scannet for sårbarheder, hvor hackerne kan komme ind. Det betyder kort sagt, at alle danske virksomheder er udsatte. Og det er snarere et spørgsmål om hvornår end om hvorvidt, man bliver ramt. Derfor hilser jeg konceptet ”Hele Danmark Øver” velkomment. Øvelsen kan hjælpe virksomhederne med at blive bevidste om deres sårbarheder og træne dem i at håndtere et angreb, hvor svære beslutninger skal træffes under pres, siger Thomas Flarup, Chef i Center for Cybersikkerhed.
Øvelsen går på, at der i løbet af oktober holdes mere end 20 fysiske events fordelt på 10 lokationer rundt om i hele landet, hvor man får mulighed for i realtid at prøve, hvordan det er at blive udsat for at hackerangreb og og klædt på til, hvad man skal gøre hvis – eller nok snarere når, uheldet er ude.
Selve øvelsen varer i to timer
Ideen er hentet fra de norske cyberberedskabsøvelserne, der har været en stor succes.
Og der er god brug for at få øget fokus på cybersikkerhed. Det viser en rapport fra TDC Erhverv. Kun 20 % af danske virksomheder har en beredskabsplan, der involverer alle medarbejdere, og hele 60 % af alle SMV’er som bliver ramt af et cyberangreb, går konkurs.
– Danmark er et af de lande i Europa, der er udsat for flest angreb. Vi er derfor særlig sårbare. Der er et stort behov for at uddanne og udvikle vores kompetencer inden for cybersikkerhed. Ligesom vi har brandøvelser og biler, der skal servicetjekkes, bør cybersikkerhed også prioriteres for at holde danske virksomheder klar og rustet til den dag, hvor det er deres tur til at blive ramt, siger John Henriksen, direktør i TDC Erhverv.
Efter øvelsen får deltagerne en læringspakke i digital sikkerhed som er udviklet af førende sikkerhedseksperter. Pakken indeholder et kursus for ledere og et for ansatte.
Den 8. oktober i Pakhus 11 i København bliver det hele skudt gang med et Kick-off arrangement.
Der står ti aktører bag det nye tiltag: Center for Cybersikkerhed, IT-branchen, Industriens Fond, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk IT, Alm. Brand, CISCO, Secure Practice og TDC Erhverv
Kilde: TDC Erhverv