
Sidste år vandt det danske landshold i cybersikkerhed guld ved EM i cybersikkerhed, og i disse dage forsøger de danske hackere at gentage succesen ved EM, der finder sted i Norge frem til den 27. oktober
Landsholdet består af ti unge på 15 – 25 år, der har dystet sig frem til en plads på holdet ud fra en talentpulje på over 800 hackere. Efter flere måneders intens træning skal de nu forsvare guldet.
– Konkurrencen er hårdere end nogensinde – heldigvis, for Europa har brug for unge talenter indenfor cybersikkerhed. Men igen i år stiller Danmark med et super stærkt hold, både på kompetencer og samarbejdsevner, og målet er at vinde igen i år, siger landstræner Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.
Trods den stærke konkurrence fra de mere end 35 andre landshold, tror landstrænere dog på, at de unge hiver 1. pladsen hjem også i år.
I én kampdisciplin får landsholdet en server, de skal forsvare, mens de angriber og forsøger at udnytte de øvrige holds servere. I en anden disciplin skal de bl.a. finde information i sårbare apps, websider eller netværkstrafik.
Og selvom det kan virke som en lidt spøjs konkurrence, handler det om meget mere end at fylde pokalskabet og vinde hæder og ære til Danmark. Landsholdet medvirker også til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne, ved at flere unge får øjnene op for at arbejde med cybersikkerhed, fortæller Malene Stidsen, der er leder af Industriens Fonds cyberprogram.
– Danmark har brug for, at vi finder og dyrker de skarpeste talenter inden for cybersikkerhed. Med Cyberlandsholdet sætter vi på en kreativ måde fokus på emnet, så flere fatter interesse for at gøre Danmark og dansk erhvervsliv mere sikkert fremover. Selvom det kun er de allerbedste, vi sender afsted til EM, så skaber vi også en bevægelse, der skal få endnu flere unge til at vælge uddannelser inden for IT- og cybersikkerhed, hvilket i sidste ende bidrager til at styrke danske virksomheders cybersikkerhed og dermed deres konkurrenceevne, som vi arbejder benhårdt for i Industriens Fond, siger hun.
Kilde: Aalborg Universitet