
Politiets rapporter har, hen over sommerugerne, været præget af anmeldelser om indbrud. Politikredsens foreløbige tal tyder dog på, at sommeren 2025 har været på nogenlunde niveau med sidste år.
I hvert fald var der 120 indbrud i privat beboelse i juni og juli måned sidste år mod 115 i de to samme måneder i år. Dog med det forbehold at der kan komme lidt efteranmeldelser ind, når de sidste nordjyder vender hjem fra sommerferie.
– Og derfor forventer vi, at indbrud i privat beboelse lander på et niveau i stil med sidste år, lyder den foreløbige konklusion fra vicepolitiinspektør Niels Kronborg fra Nordjyllands Politi, som har kigget ned i årets tal.
Han tager dog det forbehold, at der kan komme efteranmeldelser ind, når de sidste nordjyder kommer hjem fra deres ferier.
– Indbrud er igennem de senere år helt generelt faldet i Danmark og i det nordjyske. Tendensen er fortsat ind i 2025, hvor der samlet set på nuværende tidspunkt har været lidt færre indbrud end sidste år. Det er vigtigt at slå fast. Vi vil selvfølgelig også helst se færre sommerindbrud, så det ærgrer mig da lidt, at vi ikke kan notere os et større fald her i 2025, lyder det videre fra vicepolitiinspektøren, der tilføjer:
– For der er jo nogen, der er ofre for det her; og det er bare ubehageligt for borgerne at komme tilbage fra en god ferie og se sit hjem brudt op og gennemrodet.
Vicepolitiinspektøren pointerer, at der er lokale forskelle på, hvor belastet man har været af indbrud.
Der kan for eksempel i ét geografisk og afgrænset område være relativt mange indbrud, når en eller flere aktive indbrudstyve udser sig netop dét område, mens andre steder så går helt fri.
Politikredsens patruljer foretager gerningsstedsundersøgelser ved indbrud og sikrer de spor, der måtte være, ligesom politiet har en afdeling inden for berigelseskriminalitet, som helt generelt efterforsker målrettet i forhold til indbrud, fx mod lokale indbrudstyve og udenlandske kriminelle grupperinger, hvis de måtte være aktive i det nordjyske.
Politikredsen opfordrer også borgerne til selv at sikre deres boliger mod indbrud samt melde sig ind i ordningen om nabohjælp. Al erfaring viser, at det er med til at nedbringe antallet af indbrud.
Kilde: Nordjyllands Politi